Skolebørnene skal hjælpe med at gøre Varde til landets reneste kommune. Skolerne konkurrerer i januar om at samle flest dåser til genbrug.
Med sloganet ”Din dåse – vores jord” konkurrerer skoler i Varde Kommune i januar om at samle flest kilo tomme dåser per elev.
Skolebørnene skal bidrage til at gøre Varde til landets reneste kommune og samtidig lære noget om affaldssortering, ressourcer og genbrug. Projektet skal motivere til at slå til, når de ser en dåse, der har kurs mod affaldspanden eller ligger efterladt i grøftekanter og natur.
Tomme dåser med i skole
De tomme dåser skal eleverne have med i skole. Her bliver dåserne samlet, og siden hentet af Varde Forsyning – men inden da vil de blive vejet tre gange i løbet af januar. Resultaterne bliver indberettet til kommunen, og skolebørn og andre interesserede kan følge med på vivaVardes hjemmeside www.vivavarde.dk.
Præmier for 45.000 kroner
Kampen gælder ikke alene æren. Der er præmier for i alt 45.000 kroner til de tre skoler, der samler flest dåser pr. elev – og de mest kreative forslag til, hvad man kan genbruge aluminium til, bliver også præmieret.
Bag projektet står vivaVarde, samarbejdet mellem kommunen, erhvervslivet og udviklingsrådene, der blandt andet har som mål at gøre Varde til landets reneste kommune, samt Varde Forsyning, Sydbank og Frederiksen, der også bidrager med præmier.
Alle 24 folkeskoler og tre friskoler i Varde Kommune har fået en invitation til at deltage.